Sender man smiley’s til sin chef?

I går var jeg i Århus, smilets by, for at blive oplært i et CMS-system til et nyt website, som jeg skal administrere i nogle måneder. Her fik jeg ansigt på nogle mennesker, som jeg indtil i dag kun har mailet med. Tonen i vores korrespondancer har været respektfuld, professionel og fuld af den glade kombination af kolon og parentes slut – smiley’en.

Vores liv på skrift fandt for mange år tilbage en barriere i kommunikationen. Ironi! Hvordan kunne formidlingen af en ironisk joke komme til sin ret, uden at skulle afslutte den med sætningen: ”Ej okay, det var bare for sjov!”

Enter smiley! 🙂

Smiley ansiget kan forstærke dit budskab, hvis for eksempel din modtager ikke helt forstår seriøsiteten af din vrede eller frustration. Så kan du afslutte citatet med en sur smiley eller en ked smiley. Men smiley’ens umiddelbare funktion må være at vise glæde, eller bevise glæde, hvis man ikke alene med ord kan udtrykke den følelse.

Selv er jeg en glad giver af det gule ansigt, der henholdsvis smiler, blinker, griner og rækker tunge – og alt efter hvilken platform man skriver på også headbanger, kaster op og ninjasparker den også – men jeg overvejer da min modtager nøje, inden  jeg trykker send.

Kæresten skal selvfølgelig have en smiley, her er ikke råd til misforståelser på sms, så skrives noget med ironi, så er en blinke-smiley påkrævet. Lillebror skal bare overhældes med street-smileys og håndtegn (man er vel fra Greve) og bekendte eller periferi-venner får ofte en standart høflig smile-smiley. Men chefen og kollegaerne… skal de ha’ én? Og i så fald, hvor meget må den kunne? Jeg kunne godt mangle den brugermanual, der fulgte med den første smiley, man fik.

Stoneface frem for smileyface

Jeg er selv én stor smiley i mit virke som menneske – så for min skyld kunne vi godt smile os gennem livet, mails og tekstbeskeder. Men jeg prøver alligevel at holde det til et minimum, for som det er med vittigheder i ord, er det også på skrift. Når du selv griner efter dem, så bliver det altså ikke helt så kampsjovt, som hvis du havde haft stoneface.

Nu er det selvfølgelig heller ikke vittigheder, jeg primært sender til min chef, så smiley’en bliver vel mest brugt som en isbryder, en måde at sige ”du er velkommen her”, en anerkendelse af din person, ja måske ligefrem et klap på skulderen.

Her skal i hvert tilfælde ikke mangle smil eller andre ansigtstræk. 😀 😛 🙂 I kan sågar få en elite-smiley!

 

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Tags: , , , , , , , , , ,

No comments yet.

Leave a Reply

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers

%d bloggers like this: