Klummen

Opdragelse i bussen

Posted on

Bus 5a har i gennem flere uger slugt ekstra kilometer på grund af vejarbejde på Nørrebrogade. Den store gule vejkonge har måtte køre uden om de store asfaltshuller, grus og byggemænd. En større omvej fra dens normale rute. Det har den klaret flot og altid med en informerende chauffør ved rattet, som fortalte om de fornødne omstændigheder. Men som det er med mennesker, er det også med busser. Det er det indeni, der tæller.

I morges valgte jeg at tage bussen på arbejde, da jeg så tv2’s vejrudsigt, som lovede regn. Jeg fandt et sæde, som jeg normalt undgår, men der var ingen ældre damer, kvinder med småbørn eller svagt gående mennesker, som havde brug for sædet med det gule klistermærke på ruden. Lidt senere stod en lille indisk familie på bussen og satte sig på de resterende tre sæder ved siden af og over for mig. Børnene talte højt på deres modersmål (trods alt ét af de pænere sprog at lytte til, når det nu er uønsket højlydt), og faren irettesatte dem med jævne mellemrum. I det store hele var det ikke meget generende, men jeg bed mærke i, at den yngste pige slog sin storesøster hver gang, hun ikke brød sig om noget, hun sagde. En gang imellem slog storesøster igen.

Kort efter Nørre Farimagsgade tager faren fat i armen på den ældste datter. Vi sidder meget tæt, og det fanger naturligvis mit blik. Han hæver stemmen og afslutter sin indisksprogede bemærkning med en knytnæve i brystet på pigen.

“HEY!” råber jeg, og da han ikke reagerer, får han selv et lille puf af mig, så jeg til hans ansigt kan fortælle ham, at han fandme ikke skal slå ungen! Han beder mig holde kæft og siger, at hvis hun ikke kan opføre sig ordentligt, må han jo straffe hende. Jeg finder ikke logikken i den sætning og spørger ham, om han kan gætte, hvorfra de to piger mon har lært, at det er ok at slå hinanden. Jeg rejser mig, da bussen nu er nået til Nørreport station, hvor jeg skal af. Men inden jeg kan nå ud responderer han fysisk ved at slå sin pige igen, mens han kigger mig lige i øjnene. Ikke fordi pigen havde gjort noget forkert igen. Nej, for at vise en intervenerende rødhåret kvinde, at det er ham, der bestemmer.

Jeg sidder tilbage med en todelt følelse. En veltilfredshed over at have været moralens vogter og en dårlig samvittighed over at have pådraget pigen ekstra tæv, da jeg verbalpissede på hendes far. Hvordan er det rimeligt, at den eneste, der har fået noget godt ud af det, er mig? Mit gæt er, at faren ikke tager mine ord for gode varer (here’s hoping), og at pigerne med deres uforbeholdne kærlighed til ham ikke ser det forkerte i hans handling. Mit håb derimod er, at faren har dansk kultur i blodet og godt ved, at det er forkert, selvom han evt. selv er opdraget med tæv, og at pigerne tænker over, at en fremmed dame blandede sig, og at det nok ikke er okay at blive slået.

Min bus-krænkelse sluttede, da jeg gik ud af bussen. Deres, fortsætter nok mange år frem. Det er svært at blande sig uden om, når børn bliver forulempet for øjnene af én, og det mener jeg heller ikke, at man skal. Hvad der sker i deres hjem, kan jeg ikke blande mig i. Men når du vælger at krænke mine (og andres) grænser i offentligt rum, så må du være beredt på at møde modstand.

At slå sit barn er nu forbudt ved lov i Danmark. Folketinget har i 1997 vedtaget, at forældre ikke længere må slå deres børn.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers

%d bloggers like this: