Klummen

Ohøj landkrabber!

Posted on

Min blege krop og solens stråler kolliderer straks jeg træder ud på dækket. Luften smager salt. Jeg hilser på en forbipasserende båd – lidt ligesom når den ene mor med barnevogn nikker indforstået til den anden: Vi har noget sammen, som dem på kysten ikke forstår. båden ligger lunt mellem små olivengrønne øer med bjerggeder og græsk idyl. Det er ren mental hygiejne at være på sejlerferie i det græske øhav.

Just hjemvendt fra græsk idyl og strejkehelvede. Siden mandag har jeg været på pressetur i det græske ø-hav for at dække en ny rejsemetode, som tillader ikke-sejlere at komme på sejlerferie. Som grønskolling kan du altså ø-hoppe i egen sejlbåd med egen skipper og evt. egen kok.

Konceptet er lækkert for dem, som altid har drømt om, at cruise på de flotte både, men ikke har hverken pengene eller erfaringen. Personligt var jeg mest stævnsfigur oppe foran i solen med blikket rettet stift mod horisonten under bølgegang, men man må gerne hjælpe til og blive klogere på sejlerlivet, hvis det er det man vil.

Her har jeg fundet mig til rette ved kølvandet kort før, vi lagde til ved øen Aegina.

Bortset fra når vejret sætter båden i kvalmefremkaldende svingninger, er dette en drømmeferie for individualister, som ikke vil på de store cruises med 500 mennesker, men gerne vil ud at opleve og se verden fra havsiden. Du kan bedst beskrive det som et vandbåret mobilt sommerhus med flyvefisk i stedet for muldvarpe, og du kan selv bestemme hvilken udsigt, der skal være fra dit koøje.

Havnen på øen Hydra nærmest omfavner os, da vi sejler ind i den halvmåneformede by, der minder om et gammelt græsk amfiteater. Her lægger vi til langs de mange andre sejlbåde, som også har opdaget denne lille perle i det Ægæiske Øhav.

Hydra er charmerende i mere end én forstand. Biler og cykler er forbudt, så eneste transportmiddel er dine ben og øens muldyr. Men det er også et par ømme ben værd at gå op langs de hvidmalede huse med blå døre og altaner, som nærmest gror ud af klippevæggene på den stejle ø. Kan konditionen klare trapperne, venter en berusende panoramaudsigt over byen, havnen og de mange små øer,

Her ligger repræsentanter fa hhv. JP og ekstra bladet og afprøver dækkets solbadningsmuligheder.

Eneste minus er græske flyveledere, som forsøger at få regeringens opmærksomhed ved at forsinke flyene med vilje med det ene resultat at pisse deres hovedforsørger (turisterne) af, som i værste fald ikke gider komme igen med risiko for at skulle vente i evigheder på en flyafgang, som snildt kunne afvikles, hvis ikke flyveledermafiaen havde magten over luftrummet. Håber ikke, at grækerne selv bliver Grækenlands død.

Bådferien kan heldigvis afholdes mange andre steder end i Middelhavet, men det kan du selv læse mere om på Sunway Seatravel’s hjemmeside.

 

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv et svar

Follow

Get every new post delivered to your Inbox

Join other followers

%d bloggers like this: